Signe Schrøder

Skab mere liv i haven – om køkkenhave, selvforsyning og vild natur
Biodiversitetskrise, fødevarekrise, klimakrise. Kriser er der nok af, men hvordan kan vi gøre noget ved det selv? Svaret er enkelt: Start en lille køkkenhave og spar penge på madbudgettet samtidig med at du skaber mere liv og natur i haven ved hjælp af økologiske principper og en grundforståelse for den vilde natur.

Beskrivelse

Tag med når køkkenhavebogsforfatter og vild-havekonsulent Signe Schrøder giver dig masser af nemme tips og tricks til at få succes med køkkenhaven samtidig med, at du giver sommerfugle, bier og insekter en hjælpende hånd.
Signe Schrøder er forfatter til køkkenhavebogen DYRK – den nemme køkkenhave fra frø til høst. Samtidig underviser hun i vild natur og udlever principperne i sin egen have på Bjerregaarden, en økologisk æbleplantage grundlagt af Ritt Bjerregaard, hvor Signe og hendes mand nu laver cider og mjød.
Fra skrivebordsakademiker til økologisk æblebonde
Drømmer du indimellem om at kvitte 9-16-jobbet og springe ud af hamsterhjulet for at hellige dig køkkenhave, hjemmebag og tidlig børnehentning? Det gjorde Signe Schrøder og hendes mand og i 2019 solgte de huset i Nordsjælland, og med deres 3 børn under armen købte en økologisk æbleplantage på Midtsjælland. Her producerer de cider, holder kurser og er stort set selvforsynende med den 450 kvm store køkkenhave. Efter det store spring ud af hamsterhjulet er Signe blevet selvstændig, underviser og foredragsholder, og har udgivet køkkenhavebogen DYRK – den nemme køkkenhave fra frø til høst.
Tag med når Signe Schrøder fortæller om vejen fra skrivebordsakademiker til æblebonde og selvforsyner og hør om de mange tanker og overvejelser. Der er rig mulighed for at spørge ind til de konkrete beslutninger og dagligdag.
Den ”Vildt pæne” have – sådan skaber du mere natur og skønhed
Insektmassen er faldet med 80% de sidste 30 år, 70% af Danmarks 35.000 arter er i tilbagegang og bier, sommerfugle og fugle kæmper for overlevelse. Det lyder dystert og det er det også. Men heldigvis kan vi rent faktisk gøre noget praktisk selv.
Signe Schrøder er vild-havekonsulent og fortæller levende om hvordan du nemt og enkelt kan gøre din have både smuk, naturvenlig og skabe små åndehuller for insekter, sommerfugle, bier og fugle med respekt for havens æstetik og skønhed.
Mantraet er ”Vildt pænt” og omdrejningspunktet er at styrke tilhørernes naturforståelse og gøre det nemt at gøre en forskel. Publikum inddrages og engageres løbende undervejs.
Foredraget har en praktisk og konkret tilgang og vil især fokusere på:
1. Græsplæne versus urteplæne, græslandskab og blomstereng og hvordan du skaber det selv.
2. Sådan skaber du føde- og skjulesteder for insekter.
3. Den blomstrende have – smuk og nyttig med hjemmehørende træer, buske og blomster.
4. Haven som et lukket kredsløb – til gavn for naturen og de generelle ressourcer
Signe Schrøder er vild-havekonsulent, foredragsholder og underviser. Hun har uddannet mere end 800 vild-havementorer og samarbejder bredt med kommuner og ´NGOer om at uddanne og aktivere frivillige i at gøre en forskel for naturen. Signe er desuden formand for landsforeningen Praktisk Økologi, forfatter til køkkenhavebogen DYRK – den nemme køkkenhave fra frø til høst, udgivet på Politikens Forlag.

Log in with your credentials

Forgot your details?